Form Plast

Foranalysen

Kvaliteten af det støbte emne

Kvaliteten af det støbte emne afhænger i høj grad af:

• Emnet er udformet så det egner sig til sprøjtestøbning.
• Nøjagtigheden af den fremstillede form.
• Korrekt indstillet sprøjtestøbemaskine

Desuden er formen en del af produktionsudstyret og i høj grad bestemmende for den effektivitet, hvormed emnerne produceres.

Før formen konstrueres, skal der indhentes nøjagtige oplysninger om de forhold, der ligger til grund for produktionen af emnerne.

Undgå at luften indkapsles og ikke kan slippe ud: Dette gør at emnet ikke kan fuldstøbes.
Ved at ændre lidt på værktøjskonstruktionen, vil luften kunne trænge ud sammen med formpasningerne.

Der for skal man have følgende oplysninger om emnet.

• Prøve og / eller tegning af det pågældende emne.
• Materialeangivelse - helst med handelsnavn som følgeoplysning.
• Antal emner der skal fremstilles og antal stk. i formen.
• Maskintype der skal støbes på.

Foranalysen skal sikre at alle forhold der har indflydelse på det det hele drejer sig om, nemlig det færdigstøbte plastemne, er gennemgået og fastlagt.

Til Top

Emnetegning.

Selv om det skulle synes selvfølgeligt, at der skal foreligge en prototype og / eller tegning af det emne man vil fremstille i masseproduktion, forekommer det dog stadig, at der skal fremstilles et emne ”lige som det” vi støbte for 2 år siden, men med de og de ændringer.

Kan tegningen ikke fremskaffes på anden måde, må konstruktøren selv fremstille en emnetegning og få den skriftligt godkendt.

Konstruktøren skal ikke ukritisk konstruere en form til et emne efter en udleveret prøve eller tegning. Der gives næsten altid mulighed for ændring af emnet, så lettere og billigere formfremstilling eller lettere produktionsgang kan opnås.

Ofte vil det også være nødvendigt med en emnemodning for at det støbeteknisk kan lade sig gøre at opfylde kravene til det færdige emne.

Når den endelige emnetegning, der danner grundlag for konstruktionen, er færdig-udviklet skal den skriftligt godkendes af den person der har bestilt formværktøjet.

Til Top

Materialeangivelse.

Emnet skal laves i plast, er til tider den eneste materialeangivelse, der gives til konstruktøren. Men på det grundlag kommer man ikke ret langt med sin konstruktion.

Først og fremmest kræves der en korrekt materialeangivelse. Denne bør foruden den generelle benævnelse f. eks. ”polyethylen” give oplysning, om der er regnet med højtryks- eller lavtrykspolyethylen samt om smelteindeks og massefylde. Alene forskellen i svindprocent f. eks. fra 2 til 5 % inden for de forskellige typer af polyethylen, nødven-diggør en sådan specificering af plastmaterialet.

Angivelse af det fulde handelsnavn med nr. og grad er ofte den letteste måde at speci-ficere et materiale på.

Behovet for denne nøjagtige specificering ligger i plastmaterialernes natur. Disse er syntetiske materialer, der opbygges ”polymeriseres” fra luftformig eller flydende tilstand til fast tilstand. Polymeriseringen kan standses tidligt eller sent i omdannelsesprocessen og giver dermed plastmaterialet afvigende egenskaber.

Den mest anvendte co-polymerisering af en plasttype med forskellige andele af en anden plasttype giver ligeledes materialer med afvigende egenskaber.

Man kan sige at plastmaterialerne kan ”skræddersyes” til et bestemt formål og heri ligger muligheden for vidt forskellig opførsel af materialer i samme materialegruppe.

Til Top

Ændringer på tegningen.

Konstruktøren skal ikke ukritisk konstruere en form til et emne efter en udleveret prøve eller tegning. Der gives næsten altid mulighed for ændring af emnet, så en lettere og billigere formfremstilling eller produktionsgang kan opnåes.

Sådanne ændringer på emnetegningen kan ofte indbringe store besparelser i både konstruktionstid, fremstillingstid og produktionstid.

Men naturligvis skal enhver ændring på emnetegningen foretages af den person, der har ansvaret for emnekonstruktionen. Formkonstruktøren kan kun fremsætte sine ønsker og forslag.

Til Top